Hvad er FGU?

Fra den 1. august 2019 kan du begynde på en helt ny uddannelse – den Forberedende Grunduddannelse (FGU).

FGU er for dig, der har brug for at blive stærkere fagligt. Fx kan du blive klar til en erhvervsuddannelse, gymnasial uddannelse eller at komme i job. Måske er du faldet fra en ungdomsuddannelse og har brug for at finde vejen tilbage. FGU er også for dig, der har brug for at udvikle dig personligt eller socialt for at komme videre i uddannelse eller job.

FGU er en uddannelse på op til to år. Mens du går på FGU, kan du få skoleydelse. Uddannelsen kan sættes sammen efter dine interesser og ønsker.

FGU – 3 faglige spor og basis

FGU er en uddannelse med almene fag, undervisning på værksted og praktik. På FGU kan du vælge imellem forskellige spor.

Læs mere om FGU’s 3 spor her:

AGU – Almen Grunduddannelse
PGU – Produktionsgrunduddannelse
EGU – Erhvervsgrunduddannelse

Hvis ikke du ved, hvilket spor du skal vælge, kan du begynde på et basisforløb. På basisforløbet får du en chance for at snuse til de tre spor. Du kan begynde på basisforløbet hele året rundt, hvorimod du kun kan starte på et af de 3 i enten januar eller august.

Der kan være forskel på, hvilke uddannelser og faglige temaer FGU Lolland-Falster tilbyder i Maribo, Nakskov og Nykøbing. Se vores uddannelsestilbud i de enkelte byer her.