Økonomi for
elever

Skoleydelse

Når du går på FGU, kan du få skoleydelse.

Skoleydelse er en ydelse, som vi udbetaler til dig, når du går på skolen. Hvor meget du får udbetalt, afhænger af din alder, om du bor hjemme eller ej, hvorvidt du har børn – og hvor mange skoledage, der er i den periode, du får udbetalt skoleydelse for.

• Bor du hjemme og er over 18 år, får du 716 kr.  pr. uge.
• Bor du for dig selv og er over 18 år, får du 1.660 kr.  pr. uge.
• Er du under 18 år, så får du 414 kr. pr. uge.

Hvis du har børn, er det muligt at få et tillæg.

• Forsøgertillægget for enlige er 1.621 kr. pr. uge.
• Forsøgertillægget for ikke-enlige er 646 kr. pr. uge.

Skoleydelsen udbetales som en månedsløn, den sidste hverdag i måneden. Den konkrete månedsløn beregnes på timebasis og vil variere fra måned til måned afhængig af, hvor mange skoledage, man har været i skole og modtaget undervisning i den pågældende måned.

Nemkonto

Skoleydelsen udbetales til din NemKonto. Sørg for, at du har en bankkonto koblet til din NemKonto. Dette kan du gøre på www.nemkonto.dk.

Din lønseddel sendes til din e-Boks.

Ret din forskudsopgørelse

Når du begynder at få skoleydelse, skal du rette din forskudsopgørelse.
Det kan du gøre her.

Regler for registrering af fravær

For at få skoleydelse, skal du deltage aktivt i undervisningen og overholde vores ordens- og samværsregler (link).

Det betyder fx at du bliver registreret fraværende og trukket i skoleydelse, hvis du kommer for sent eller ikke møder til undervisningen.

Du registreres fraværende, hvis du:

  • Ikke møder.
  • Kommer for sent.
  • Ikke deltager aktivt i undervisningen.
  • Ikke medvirker til at opfyldelse af de aftaler, som er indgået i forløbsplanen. Det kan fx være aftaler om erhvervstræning.
  • Ikke overholder vores ordens- og samværsregler.

Din skoleydelse nedsættes med det antal timer, du ikke er på skolen, og ved registrering af fravær rundes der op til nærmeste 30 minutter.

Følgende fraværsårsager er lovligt fravær, og du trækkes derfor ikke i skoleydelse, hvis du er fraværende på grund af:

SygdomHerunder også barns sygedag  
Barsel   
Aftaler med offentlige myndighederFx læge, tandlæge, speciallæge, samtaler med vejleder/sagsbehandler, forsvarets dag, kriminalforsorgen mm.  
Fravær aftalt med FGUFx deltagelse i bisættelse i nærmeste familie, køreprøve, personlige forhold mm.  

Det er derfor vigtigt, at du altid informerer din underviser om dit fravær.

Hvis du er syg eller fraværende af andre årsager, som du ikke har aftalt med din underviser på forhånd, skal du ringe til din underviser hver dag mellem 7.50 og 8.00.

Registrering af fravær sker i studie+

På FGU registrerer vi dit fremmøde/fravær digitalt i studie+.

På første skoledag modtager du en introduktion til studie+, så du altid kan se dit registrerede fremmøde/ fravær, og du får hjælp til at logge på og installere appen.

Ordens og samværsregler

FGU Lolland-Falster prioriterer højt, at FGU skal være en god skole for alle. Derfor har vi nogle regler, som skal sikre dette. Se FGU Lolland-Falster studie- og ordensregler her.

Hvis du ikke overholder vores ordens- og samværsregler, kan dette føre til træk i din skoleydelse i op til 5 dage.

Klagevejledning

Hvis du er uenig i en afgørelse, som FGU Lolland-Falster har truffet, om fx træk i din skoleydelse, har du mulighed for at klage.

Det er en god ide altid først at snakke med din underviser om, hvorfor du er registreret fraværende og trukket i skoleydelse.

Hvis du vil klage skal dette ske senest 4 uger efter at en afgørelse er truffet. Det betyder fx senest 4 uger efter at du modtager din lønseddel.

Du kan klage skriftligt til FGU Lolland-Falster og sende din klage til fgu@fgu-lf.dk.

Du kan eventuelt få din lærer eller anden på skolen til at hjælpe dig med at klage.

Når FGU Lolland-Falster har behandlet din klage får du et svar, hvoraf det fremgår, om du får medhold i din klage. Hvis du ikke får medhold, har du nu 1 uge til at komme med bemærkninger til sagen, og derefter sender FGU Lolland-Falster din klage videre til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, som vurderer din klage og afgør, om du får medhold i din klage eller ej.