Brobygning i Nykøbing F.   

Brobygning i Nykøbing F.

AGU – Almen Grunduddannelse

På AGU er der fokus på de almene fag, og der undervises i dansk, matematik, engelsk, naturfag, samfundsfag og identitet og medborgerskab

I brobygningsforløbet vil du mærke, at vi går op i, at der er trygge arbejdsfællesskaber. Vi har faste pladser, og der arbejdes i par og grupper, hvor du samarbejder med andre.

På demokratisk vis tager vi aktuelle emner/problematikker fra hverdagslivet/arbejdslivet op på holdet og arbejder med dem i de relevante fag. I brobygningsforløbet vil du komme til at deltage i det emne, som holdet er i gang med. I uge 47 og 48 bliver det hhv. kommunalvalget og EU på spil.

Event og fællesskaber

På Event & fællesskab har vi fokus på at være sammen og være en del af et fællesskab. Det gør vi gennem at deltage i og/eller arrangere forskellige kultur- og sportsevents i lokalområdet. Vi tager på en del ture ud af huset både for at søge inspiration og for at skabe fællesskab.

Som brobygningselev får du indblik i, hvordan undervisningen foregår hos os. Du kommer til at arbejde praktisk med forskellige rekvisitter og forberedende opgaver i forbindelse med vores events. Samtidig bliver du også introduceret til den mere faglige del af undervisningen, hvor vi også arbejder med PASE (privatøkonomi, arbejdslære, samarbejdslære og erhvervslære) samt dansk og matematik.

Håndværk

På Håndværk arbejder vi med praktiske opgaver, som omhandler håndværk inden for gartner-, tømrer- og anlægsfagene. Udover de praktiske opgaver vil der også være list undervisning i dansk og matematik.

Du vil få et indblik i, hvordan en hverdag på FGU Håndværk ser ud, og du vil få svar på de spørgsmål, som du har, hvis du er i tvivl om fremtidige valg.

Kunst

Er du nysgerrig på kunst og kreativt arbejde? På Kunstholdet får du mulighed for at fordybe dig i billedkunst, tegning, maleri, skulptur og installationskunst. Vi arbejder både individuelt og i fællesskab med idéudvikling, produktion og udstillinger – og tager også på ture ud af huset for at hente inspiration.

Som brobygningselev får du et indblik i, hvordan undervisningen foregår hos os. Du kommer til at arbejde praktisk med kunstneriske opgaver i værkstedet og mærke fællesskabet på holdet. Samtidig bliver du introduceret til vores faglige tilgang, hvor vi også arbejder med PASE (privatøkonomi, arbejdslære, samarbejdslære og erhvervslære) samt dansk og matematik – altid med udgangspunkt i virkeligheden.

Brobygning på Kunst giver dig en smagsprøve på, hvad det vil sige at gå på FGU og arbejde med kunstnerisk produktion i hverdagen.